Torsdag aften ankom vi sent til San José i Costa Rica. Her havde vi to overnatninger inden vi skulle 4 dage i junglen. Fredag blev brugt på sightseeing i San José, men byen var komplet død, åbenbart fordi alle rejser væk fra byen i påsken. Der var stort set ingen biler eller mennesker i byen og alt var lukket. Dog fandt vi ham her på gaden :-)
Tidligt lørdag morgen gik turen til junglen. Temperaturen i San José var ikke særlig høj, så vi fik os et chok, da vi steg ud af bussen og mærkede en hel anden luftfugtighed. Det var så varmt, at det føltes som om, at det var svært at trække vejret.
På vej til junglen, kørte vi over en flod, hvor der lå en masse søde krokodiller og plaskede rundt.
Efter busturen skulle vi en time med båd gennem floder i junglen, for at komme ud til der hvor vi skulle bo, som var midt i Corcovado Nationalpark.
Søndag skulle vi meget tidligt op, for at gå gennem junglen inden det blev for varmt. Vi havde kun strøm nogle få timer om aftenen, så tasken der skulle pakkes, blev pakket i total mørke.
Vi var klar til morgenmad kl 6, som aftalt med personalet det sted vi boede, men inden morgenmaden var på bordet, var kl 7.. Vi blev noget irriterede og utålmodige, men det fik Christina, vores leder, hurtigt pillet af os, for her i Costa Rica lever man efter "Pura Vida", som betyder "pure life" eller "this is living", så her sker tingene altså ikke når det er aftalt, nej det sker når det sker.
Vi startede dagen med at se en kæmpe vild slange, som lige havde fået morgenmad (læg mærke til det tykke sted på dens mave).
Vi skulle igen med båd længere ind i junglen og mens vi var på vandet, så vi vilde delfiner og flyvefisk, som fløj i vandoverfladen. Inde i junglen, gik der ikke længe før vi så en myresluger. Resten af dagen bød på en masse andre dyr også.
 |
En myresluger |
 |
En flod vi skulle passere. |
 |
Stor edderkop |
 |
Brøleaber i trækronerne |
 |
Et firben, som vores guide tog op, så vi kunne mærke dens hals |
 |
Drengene prøvede at slå hul på friske kokosnødder |
 |
Træerne var enorme i junglen |
 |
Et Jesus Christ firben, som kan gå på vandet |
 |
Farvestrålende papegøjer sad i palmerne og kom flyvende over os, mens vi gik på stranden |
 |
En pizato |
 |
Junglen |
 |
Smuk solnedgang taget fra terrassen, der hvor vi boede. |
Mandag skulle vi igen ud at gå i junglen. Her besøgte vi en lokal mand, som bor i junglen i et pressenning hus, som hjælper med at beskytte skildpaddeunger. Herfra fik vi mulighed for en kajak- eller båd tur på floderne inde i junglen. Vi svømmede i floder, hvor der på nogle tidspunkter af året lever krokodiller og senere opdagede vi, at der fandtes store vandedderkopper, som sad i vandet! Eftermiddagen blev brugt ved en strand, hvor vi også havde mulighed for at snorkle. Da vi gik hjem, stødte vi på whiteface monkeys, hvor vi tydeligvis betrådte deres territorium. Det resulterede i, at de blev aggressive, tilkaldte flere og inden længe havde vi benene på nakken og måtte hoppe gennem buskads og grene, for at komme ned på stranden hurtigst muligt, som ikke var en del af deres territorium.
 |
Jeg nåede lige, at få dette billede, inden vi tog benene på nakken. Man er ikke i tvivl om, at aben gerne vil af med os. |
 |
Skildpaddemandens pressenning hytte i junglen |
 |
Vi blev sejlet over nogle af de dybe floder. |
Der hvor vi boede, slukkede de for vandet efter kl 22, dvs. at der ikke var vand i vandhanerne eller i toiletterne derefter.. Derudover måtte vi ikke have tøj hængende udenfor om natten, fordi aberne kunne komme og tage det. Dyr så vi ikke kun når vi var på tur - nej vi var mildest talt omringet af dyr døgnets 24 timer. Vi havde en af dagene en slange på besøg i haven, og derudover havde vi både kakkerlakker, skorpioner, krabber og andre "søde" krybdyr på besøg på værelserne, så der var pigeskrig og skrål meget af tiden.. En anden ting var luftfugtigheden, som var enorm høj. Sveden piblede af os alle sammen, allerede fra tidligt om morgenen, inden vi overhovedet havde foretaget os noget aktivt. Ens ting og hår var konstant fugtigt, og blev det vådt, kunne man godt se langt efter, at få det tørt.
Det at bo i junglen i 4 dage, stort set uden strøm og vand, omringet af farlige dyr og krybdyr hele tiden, var en meget primitiv, anderledes og grænseoverskridende oplevelse. Vi var alle mere end klar til at komme tilbage til civilisationen efter 4 dage derude, men ingen af os, ville have været oplevelsen foruden. Det var meget specielt.