lørdag den 12. januar 2013

Cu Chi tunnels og farvel til Saigon

Torsdag var vi ude at se underjordiske tunneller fra Vietnamkrigen. Tunnellerne er oprindeligt ca. 250 km lange. Vi fik selv lov til at kravle 100 m i en tunnel. Der var nødudgange pr. 20 m, da der var ret trængt derinde og ekstremt varmt. Man var nødt til enten at kravle eller gå meget langt nede i knæ. Vi var tre som kom hele vejen igennem, og vi havde det helt vildt varmt da vi kom ud. 
Nedenunder er der et billede af de avancerede tunneller, som blev brugt som skjul samt opbevaring af våben. 







Bagefter var vi kort ude at se en gummiplantage. Man kan se på billederne nedenfor, hvordan de "tapper" træerne for gummi.





Da vi kom tilbage Saigon om eftermiddagen igen, var vi en flok piger som tog på marked. Markedet var utrolig trængt! Sammenlignet med silkemarkedet i Beijing og Shanghai, som jeg i forvejen syntes var ret trængt, så er markedet i Saigon ekstremt trængt! Der var maks. en halv meter mellem boderne på midtergangene, hvor man skulle gå, og madvarer, sko og tøj lå side om side.

Om aftenen var vi ude at spise på Hard Rock Cafe. Det var ret dyrt syntes vi, da vi normalt giver ca. 100.000 VND (vietnamesiske dong) for et vestligt måltid, hvilket svarer til 30 danske kroner. Et vietnamesisk måltid koster ca. det halve. Her kostede det billigste 350.000 VND, som altså svarer til ca. 105 kr, hvilket stadig ikke er meget, men vi har vidst allerede vænnet os til det billige prisleje :-)

I dag skulle vi tidligt op, fordi vi skulle med bus til Nha Trang. Det har været en tur på 12 timer. Her i Vietnam kører man primært 40 km/t, maks. 80 km/t, dvs. afstandene er egentlig ikke lange, men det tager lang tid at komme fra et sted til et andet grundet infrastrukturen. Busturen er bl.a. blevet brugt til underholdning af forskellig slags, samt "lær-hinanden-at-kende" lege. Vi har også lavet forskellige udvalg, som står for forskellige ting. Fx festudvalg, aktivitetsudvalg, sportsudvalg, medieudvalg og fødselsdagsudvalg.


Derudover skal det lige nævnes, at Christine, vores rejseleder, har købt en grim turisthat, som hver dag gives til den person, som har lavet noget dumt eller sjovt. På den måde hører vi de sjove historier samlet og skaber noget fælles.

Til middag skulle vi spise på noget der mindede om en rasteplads. Selve restauranten lignede en skolekantine og vi sad selvfølgelig ved siden af et par larmende unger, som rendte rundt mellem os. Vi bestilte kylling og ris, da vi allerede er ved at være lidt trætte af asiatisk mad :-) Vi valgte derfor det, der mindede mest om almindeligt, dansk mad. Vi fik så serveret denne lækre tallerken med kylling, som primært bestod af knogler og skind! Der var meget få bider kylling, hvis man gravede godt efter det. Klamt! Vi fik senere af vide, at de åbenbart bare hakker kyllingen med alt, og blander det i en stor gryde og så er det ellers klar til servering. Vi synes, at denne tallerken var helt uspiselig, men for vietnameserne er dette et helt normalt måltid.



Op af eftermiddagen nåede vi til en strand, hvor vi fik vores første svømmetur her i Vietnam. Det var skønt! Vi har den sidste uges tid længtes efter vand og sol, da der er meget overskyet i Saigon pga. smog.



Vi ankom til Nha Trang her til aften og vi har de tre øverste etager på hotellet, samt en tagterrasse øverst oppe, som kun er vores. Det er på tagterrassen der skal spises der morgenmad hver morgen, og så er planen, at vi skal holde en masse fester der :-) 
Da vi kom hjem fra spisning i aften, tog en af pigerne, som arbejder som instruktør i et fitnesscenter i Danmark, intiativ til at lave noget fælles workout oppe på tagterrassen.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar